Back to All Events

Poetiske hverdagseventyr

Fernisering fredag 5. september kl. 16–19
Alle er som altid velkomne, så kik forbi og mød kunstneren, nyd et glas vin og lad discokuglen kaste lyspletter over magiske værker.

Oplev (fra-)klippene, keramikken, grafikken og Jette Isaksen, på udstillingen Poetiske hverdagseventyr.

Træd ind i en række fortællende og fortegnede skæve streger
– tilsat magi, melankoli, nostalgi og dansende lyspletter i en verden
med ret så mange ord.

Isaksen udforsker stregens poesi og det intuitive formsprog som skaber værker,
der både rummer skrøbelighed og intensitet.

Hendes kunstneriske univers er præget af det fragmentariske og det organiske,
hvor gentagelser, forskydninger og åbne rum bliver til en undersøgelse af
bevægelse, tid og rum. Med en særlig følsomhed for det melankolske i hverdagen
åbner hun for værker, der inviterer til en sanselig oplevelse.

Isaksens tilgang er intuitiv og nænsom; hendes streger fremstår som små
fortællinger, fortegnet med en særlig skæv, men alligevel sikker streg!

For Jette Isaksen er kunsten et sprog – ikke noget, der skal forklares,
men noget, der måske kan mærkes og genkendes.

Et stille kald til beskueren om at træde ind i en ordløs dialog.

Som hun selv udtrykker det:

”Jeg ønsker ikke at tale om min kunst
– jeg ønsker, at min kunst taler til nogen.”

Om Jette Isaksen
Jette Isaksen arbejder med mange forskellige teknikker som fx grafik, tegning, kobbertryk, collografi og chine collé – Disse forskellige teknikker bliver ofte kombineret i et værk. Jette er uddannet grafiker fra Designskolen i Kolding og medlem af Kvindelige Kunstneres Samfund.

__

Ønsker man at modtage en værkliste, er man velkommen til at skrive til: rikke@nordvaerk.com

Earlier Event: August 14
Kakofoni
Later Event: September 26
H for Happy